onsdag den 1. januar 2014

"Lockouten i 13" - en roman

På denne blog kan man følge med i crowdfundingprojektet Lockouten i 13

Bogen udkommer d. 14.6. 2016. Der er reception i Literaturhaus kl 15-18.  

Projektet går i første omgang ud på at finansiere trykningen af en roman af samme navn. 


***

Hvorfor investere i sådan en selvudgiverbog? Se tekstprøverne. Jeg lægger dem løbende frem her på bloggen. 


Kan du ikke lide, hvad du læser, så lader du være med at købe. Kan du lide, hvad du læser, kan du jo bare købe løs. Det er ret simpelt. 


Mindst 25% af bogens tekstmasse eller ca. 60 normalsider vil blive lagt frem i løbet af crowdfundingperioden.


Crowdfundingen finder sted på Booomerang.dk. Betalingen er åben fra slutningen af februar måned og et stykke ind i marts. Jeg beder om 8.000 - men regner med en del mere på grund af fundingens specielle karakter. 


Det er nemlig sådan, at papirbogen ikke kommer i almindelig handel og ejheller vil kunne lånes på folkebiblioteket. Det er kun crowdfundere, der kan erhverve sig en papirbog. Således belønner man opvakthed og risikovillighed! 


Lockouten i 13 kommer dog i almindelig handel både som ebog og som lydbog.


Hvorfor alt dette hurlumhej?

Fordi det er vigtigt at lave hurlumhej en gang imellem. Selvudgivere har nærmest pligt til det - fordi de har friheden.

Med dette projekt omgår jeg fem centrale elementer i den almindelige udgivelsesproces: 


  • legatvæsenet 
  • forlagene 
  • anmelderiet
  • biblioteksvæsenet
  • boghandlerne 


Skaden er dog til at overse, for så vidt eksempelvis biblioteker og anmeldere ikke bryder sig meget om selvudgiverbøger. Og det samme gælder boghandlere. Jeg har accepteret, at det er svært at stikke til og ændre institutionerne. Til gengæld tror jeg på, at man kan finde veje rundt om dem. Og jeg tror også, at nogle af
de veje fører ganske tæt forbi læseren. Jævnfør dette projekt. 


Men læs nu nogle af de mange tekstprøver! Og husk at der løbende kommer flere. Og fat derefter interesse og kreditkort og foretag dit forhåndsindkøb.