Uge 2.
Kapitel X.
I hvilket Mie køber en pakke lockoutpiller hos Mohammad, bestiller en taser hos samme, og siden gør sig tanker om barnevogne og crash test dummies
Mie gik mod Fælledparken.
Der var kommet antydningen af forår
i luften. Og denne antydning stod som en svag, lidt lunere duft mellem
Københavns ejendomme. De har kun et forsøg, murstenene, eller mennesket har kun
et forsøg til at dufte dem. Asfalten giver sig jo heller ikke til at dufte
mere, selv om der kommer mere regn, tværtimod, dermed er det også sagt og
godtaget, at der er dufte, der er forbeholdt begyndelsen.
Vinterfrakkerne var stadig i
brug, eller de vinterlige frakker. Skijakker
og lignende decideret udstyr var
deponeret på knagerne i entreerne, hvor det efterhånden havde arbejdet sig
inderst; men det blev hængende der, for ingen turde stole på noget vedvarende
skifte i vejret. Danskerens dybe og vist nok aldrig belyste overtro gør sig her
gældende: Hvis jeg pakker vintertøjet sammen, kommer vinteren tilbage. Hvilket
jo er en uhyrlig irrationalitet, som om vinteren var i stand til at holde øje med
noget som helst, og da i særdeleshed knager. Men selvfølgelig: det giver
anledning til at tro, at en hel årstid, selve klodens tummel, på en eller anden
måde relaterer sig til mit lille, fedtede liv, min dårligt belyste entré og min
nu lettere umoderne skijakke.
Og således kan det arkaiske korrespondere med nutiden, i dette tilfælde millenium-menneskets latente storhedsvanvid.
Og således kan det arkaiske korrespondere med nutiden, i dette tilfælde millenium-menneskets latente storhedsvanvid.
Mie gik ad smågaderne. Hun
havde ikke meget lyst til de store veje denne formiddag.
Hun havde ringet til [sin
chef] Gitte Blaad Olsen ved ni-tiden og foreslået, at hun tog en hjemmearbejdsdag.
Det passede med den opgave, der forestod, forberedelsen til konferencen til maj,
herunder en (engelsk) skitse til invitationen. Mie havde de væsentligste dele
klar i hovedet allerede, så det skulle ikke tage hende lang tid at få nedfældet
et par høflige formuleringer.
Hun havde over for sin chef gjort det så tydeligt som muligt, at hendes ønske om at arbejde hjemme jo
blot skyldtes et beskedent ønske om ”lige at kunne koncentrere sig lidt ekstra i den
her fase”. Hvormed hun havde sået en lille hentydning til den stigende
børneuro på arbejdspladsen. En hentydning, Gitte Blaad selv kunne gange op i
sit tørre, barnløse drivhus, som hun lystede.
Strategien var lykkedes. Mie
havde fået lov til at arbejde hjemme. Og hun havde strakt armene i vejret efter samtalen og nydt
frihedsfølelsen, der gav hende mindelser om dengang i gymnasiet i tidernes morgen, når en
lærer meldte sig syg, og der ikke var nogen vikarer til at tage over. Så kunne man
cykle af sted med Fjällräven på ryggen, to timer før skemaet tilsagde – og
hvert minut havde føltes som en foræring; de havde en lethed i sig, fordi de
var i overskud, og blev gerne brugt på den bedst mulige måde: ingenting som
helst.
Nede ved stranden.
Nede ved stranden.
Mie entrede Fælledparken via
den indgang, der ligger midt på Øster Allé.
Mohammad stod, hvor han
plejede. Mie satte tempoet lidt op. Hun overhalede en nervøs kvinde på
vejen, der gik og fumlede hørbart med et par pengesedler i lommen. Og Mie måtte
huske tilbage på dengang, hun selv havde været førstegangskøber. Ja, det var
vel sådan set ikke meget mere end en uges tid siden.
Tiden var gået stærkt på det seneste.
Tiden var gået stærkt på det seneste.
Mohammad afsluttede en handel,
kiggede sig lidt nervøst omkring, fik da øje på Mie, nikkede hurtigt og med en
antydning af venlig genkendelse.
”Nå, søster, hvad så? Hvordan
går det?”
”Det går godt”, sagde Mie og
smilede. ”Jeg har fået fri i dag. Og hvad med dig? Du ser lidt træt ud?”
Hendes moderlige omsorg prellede
af på Mohammad.
”Mon ikke det går”, sagde han
og løftede sin hage lidt og kiggede på hende. Det betød vel: Hyggesnakken er
overstået, skal du have noget?
”Jeg tager en enkelt pakke i
dag”, sagde Mie.
Mohammad havde allerede
hænderne i Canada Goose jakkens store lommer. Den var lynet ned i anledning af
det milde vejr. Nedenunder bar han en hættetrøje, der havde et næsehorn som
logo.
Mie havde pengene klar, 200
kroner, en enkelt grøn seddel, gav ham den, handelen var overstået.
”Der er noget andet, jeg godt
vil snakke med dig om”, sagde Mie tøvende.
”Og det er?”
Mie kiggede efter den kvinde,
som hun lige havde overhalet. Hun stod derfra i passende afstand. Hun overholdt
den diskretionslinje som danskerne for
relativt nylig var blevet opdraget til at overholde. Plus et par ekstra meter,
fordi det dog var udendørs. Kvinden blev synligt utilpas over Mies blik, og
Mohammads også, der fulgte Mies. Hun lagde armene over kors og begyndte at gå
ud over plænen, rødmende og med et flakkende sæt øjne i hovedet.
”Du er dårlig for forretningen
lige nu”, sagde Mohammad, ”hvad er der?”
”Æhm, lige ud af posen”, sagde
Mie, ”så drejer det sig om … Ja, det er vel et våben.”
”Hvad er et våben?”
Mohammad fik det hårde blik
på. Hun havde set det en gang før. Det bekræftede hende sådan set bare i, at
hun var gået til den rigtige.
”Det, jeg måske godt kunne
tænke mig …”
”Våben er sgu ikke noget for
dig.”
”Men det er ikke sådan et rigtigt våben …”
”Nå, hvad er det så?”
”Du kender dem sikkert … De
her … Pistoler, der giver stød.”
”Tasere?”
”Ja, tasere. En taser. Jeg vil
gerne have en taser.”
”Og hvorfor spørger du mig om
det?”
Mie svarede ikke.
”Hvorfor vil du gerne have
sådan en?”
”Man skal jo forsvare sig”,
sagde Mie.
”Og hvad skal man forsvare sig
mod?” spurgte Mohammad.
Han kiggede alvorligt på Mie.
Og siden hun ikke sagde noget, fortsatte han:
”Husk hvad et knæ i skridtet
kan gøre. Bum, så ligger han der. Det glemmer I tit. Forstår du, hvad jeg mener?
Et knæ i skridtet, færdig.”
”Nogle gange er det ikke nok”,
sagde Mie.
Mohammed trak på skuldrene. Derefter
sendte han et uroligt blik over den ene skulder. Det gik i retning af Metroens
plankeværk. Mie kunne ikke mindes at have set ham så nervøs før. Han var
selvfølgelig ofte på stikkerne, lettere alarmeret, men dette var noget andet.
”Ude på Staden sælger de
millioner af sprays. Det er mere dig. Tag derud og snak med nogle af drengene.”
”Altså … peberspray?”
”Lidt kraftigere, hvis du vil.
Tåregas.”
”Nej”, sagde Mie. ”Jeg vil
have en taser. Er det så … Er det så også ude på Staden?”
”Hør nu, hvad jeg siger til
dig: En taser er noget powerfuldt pis, du …”
”Jeg ved det”, sagde Mie og
blev mere insisterende.
”Folk med svagt hjerte … Og så videre.”
”Det er det, jeg mener”, sagde
Mohammad. ”Du kan slå folk ihjel. – Hvem fanden er det, du vil slå ihjel?”
”Jeg vil ikke slå nogen ihjel!”
sagde Mie. ”Jeg vil bare give nogen … et rap over nallerne.”
”Et rap over nallerne?”
Mohammad fnøs. Det var et
forsøg på at undertrykke et grin.
””Et rap over nallerne …””
mumlede han. ”Hold nu kæft …”
”Nå, men altså … Er det så ude
på Christiania, jeg skal købe den?” spurgte Mie. ”Eller kan du trylle lidt?”
”Trylle lidt?” Mohammad så på
hende.
Han kløede sig på næsehornet. Og
tog så en beslutning.
”Ja, selvfølgelig kan jeg det …
”trylle lidt”. Men det bliver ikke gratis.”
”Og hvad er ikke gratis?”
”5 kilo.”
”Fem tusinde?”
”Lad mig sige det på den her
måde: Den er fucking dyr at købe – du ved – bare at købe. Nogen skal jo skaffe
den et sted, ikke? Og så er den fucking ulovlig. Det vil sige, at transporten
er lidt besværlig, ok? Læg de to ting sammen, og du får noget, der koster lidt
knaster.”
Mie studsede.
”Knaster?” sagde hun. ”Siger
man virkelig stadig det?”
”Jeg bliver jo nødt til at
bruge nogle ord, som du forstår.”
”Ok. Men … Er det så et ja?”
”Ja, det er et ja. Kom nu
videre.”
”Og hvornår snakker vi om?”
”Om et døgns tid, vil jeg tro.
Lidt mere måske. Kom forbi i morgen eftermiddag, så er jeg her, og så ser vi på
det.”
”Det lyder … fornuftigt”,
sagde Mie.
”Nej, det lyder ikke en skid
fornuftigt”, sagde Mohammad. ”Men sådan er det bare.”
Han sendte igen et øjenkast
over den ene skulder. Og nu så Mie, på hans reaktion, hvad der plagede ham. En
lidt ældre herre af mellemøstligt udseende var kommet til syne oppe omkring plankeværket.
Han var dyrt klædt og havde et følgeskab, der efter bredden at dømme og måden
at bevæge sig på slet og ret var en body guard.
Da den ældre mand sendte sit
blik i retning mod dealerpladsen, skyndte Mohammad sig at dreje hovedet og rette
sin opmærksomhed mod Mie igen.
”Der er altså lige noget, jeg
bliver nødt til at vide først”, sagde han, ”og lad være med at fylde mig med
pis. Hvad skal du bruge den til?”
”Jeg skal bare forsvare mig”,
sagde Mie og slog ud med armene, ”forsvare mine børn. Forsvare min familie.”
Og hun skulle lige til at sige
”forsvare familien Danmark”, men det kunne jo misforstås, så det undlod hun.
”What ever”, sagde Mohammad og
trak på skuldrene. Han var vel kommet i tanke om, at han ikke selv var den
store fan af spørgsmål. ”Som sagt: Kom forbi i morgen eftermiddag, så ser vi på
det.”
Mie kiggede på ham. Men han
havde ikke mere at sige. Så nikkede hun og gik derfra.
Kvinden cirklede stadig rundt
ude på plænen med korslagte arme. Da hun så, at Mie var skredet, ilede hun hen
til Mohammad med hurtige skridt. Mie smilede og rystede på hovedet. Lige om
lidt ville kvinden få instrukser af Mohammad om, hvordan man bevægede sig hen
til en dealer. For mange og for hurtige bevægelser gjorde kun alle nervøse.
Endnu mere nervøse.
Mie skævede efter den ældre
herre og hans livvagt.
Den måde, de skridtede
terrænet af på - det så ud, som om de målede op til noget stort.
* * *
Mie gik over og satte sig ved
cafeen ved pavillonen. Mødre havde parkeret deres barnevogne og sad og slubrede
kaffe og venindesludrede.
Hun plumpede to af de blå piller
ned i cappuccinoens skum. De lagde sig oven på, hun hjalp dem ned med teskeen. Rørte
rundt, tog en slurk. Det smagte ikke af andet end cappuccino. Understregede det
ikke også, at pillerne var ret uskadelige?
De var svulstige,
barnevognene, de lignede faktisk små biler. Den ene var udstyret med stoltserende
høje hjul, og en old school kaleche som en gammel cabriolet. Den anden så
overdrevent terrængående ud, noprede dæk, tykke rør, ingen ville have undret
sig, hvis den også havde været udstyret med et reservehjul. Begge var kram fra
ende til anden, de bestod af et sammensurium af kulfiberrør og snedige
klapsammenordninger. Også den traditionelt mandlige smag blev således
tilgodeset. Og imens lå ungerne dernede og var ligeglad med det hele og sked,
så det sang.
Mie havde for nylig fået en
yndlingsbil, hendes første og eneste og sandsynligvis også sidste yndlingsbil:
Fiat 500. Den nye version. Den lignede barndom. Den lignede de rottehaler, man
rendte rundt med, og de fregner, man fik om sommeren, men så – så havde den
undergået denne mirakuløse forvandling, som om den havde været igennem studier
og set verden, var blevet klogere på mangt og meget, og da den så kom på
markedet igen, lignede den igen dem, den var vokset op med: Dobbelt så stor som
den oprindelige, fordi al det fornuftige udstyr jo polstrede den, som man selv
var blevet indvendigt polstret af risikoangst.
Det var lidt det samme som med
disse Odderbarnevogne. Det tætteste man i pædagoglandet Danmark kom på en
bilproduktion. Også de var retro – men selvfølgelig kun i deres look – de var
kørt igennem tusinde asbestrum med flammekastere og lemme, der pludselig åbnede
sig, og de var blevet udsat for blæsemaskiner af propellignende størrelse og
oliefedtede baner.
Og hvem ved – måske havde de
også et rum, hvor der stod mørkemænd klar til at gribe håndtaget og løbe af sted
med vognen og dens indmad. Det sødt babyduftende indmad. - Og hvad skulle man
gøre ved det? Tænkte vel de risikoingeniører og worst case-statistikere, der
var sat på sagen. Det var for tidligt at anvende den teknik, den var for dyr,
stadig forbeholdt filmverdenen, hvor de forkerte hænder på grebet ville få hjulene
til at låse sig og sætte en alarm i gang, eller alarmer: En app på ens mobil
ville gløde og til sidst eksplodere, så man kunne forstå, at den var helt gal,
og samtidig hermed, ville politiet få direkte besked af en automatisk, men
venlig stemme, der sagde det, som det var: kidnapning, få fingeren ud. Og hvis
det var for avanceret, hvis man virkelig havde lyst til at spare, når det kom
til ens eget afkoms sikkerhed, så kunne man jo nok hælde et par stabler gps-sendere
med i de tykke rør, og således ville man lynhurtigt være i stand til at spore
den bortfjernede vogn. Sådan en sporings-app burde vel også kunne udstyres med
lidt bebrejdende toner, når vognen var i hus igen: ja, denne gang gik det godt,
men gør det også det næste gang? Altså: Undgå, at der overhovedet bliver en næste gang. Det vil sige:
Skærp dine sanser. Forudse, for
helvede, forudse!
Mie kiggede på de sludrende
veninder, der ikke lod sig mærke af hendes blik, også selv om det blev stadig
mørkere.
”Nogen skal jo gøre det”,
sagde hun lavt. ”Nogen skal jo se farerne, før de kommer.”
Hun bundede sin cappuccino med
noget, der mest mindede om et beslutsomt håndkantslag.
Derefter rejste hun sig og spadserede
ud over græsplænen. Den var sart her og der af nysået græs. De steder gik hun
udenom. Først da hun ramte den sti, der i udkanten af parken rammede den ind,
og som joggerne selvfølgelig foretrak, fordi de her fik mest radius for
pengene, gik hun til venstre.
Det var egentlig fascinerende
med disse crashtests, disse fingerede scener, hvor alskens ulykker overgik ting
og sager, biler ikke mindst, og de stakkels dummyer, der sad indeni og tog
imod. Hvis de ikke stod og legede intetanende fodgængere, fordi der nu skulle
testes højde på kølergrill, om ikke de firehjulstrukne havde en uhensigtmæssig
høj front? Det havde de så, viste det sig, i hvert fald den og den model, og
det konstaterede man, da man så videoen bagefter, mens dukken bare blev
liggende derude i den kolde hal. Og man genså og genså, hvordan dukken fik kværnet
hoften, fordi der ikke var nogen rullemulighed op over nogen front. - Og se
lige det vrid, som nakken bliver udsat for! Nej, piskesmæld var nok for mild en
diagnose ...
I gamle dage, vidste Mie,
brugte man svin, døde svin, som testdukker. Man satte dem ind i gamle biler,
spændte dem fast, drønede derefter bilerne mod en mur for eksempel. Eller man
spændte dem ikke fast og
sammenlignede på den måde skaderne, og besluttede sig så for at gøre det
lovpligtigt at køre med sele.
Grise, nemlig, var mennesker
meget lig, når det kom an på knogle- og kødstruktur. De fik derfor nogenlunde
de samme skader, som et menneske ville få og var af samme grund anvendelige i
crash tests. Fascinerende.
Der var i øvrigt også noget
med, at tatovører, når de øvede sig, brugte svinehud.
Af samme grund – måske – var der
så få muslimske tatovører.
Og af samme grund – måske – var
sikkerhedsselen i Mellemøsten – det havde Helene da fortalt, den altid
udstationerede Danida-Helene – næsten et ukendt fænomen. Araberne manglede
grisen som en art kopivare i den trafikale choksituation og gik på den måde
glip af et udviklingstrin. Eller var
gået glip af – for nu havde de selvfølgelig dukker en masse og crash test-anlæg i stride strømme og var i fuld gang
med at overvinde kulturkløften. Og lidt i forlængelse heraf – eller ret meget i
forlængelse heraf – havde Danida-Helene jo så også forladt Mellemøsten. Nu var
hun vist ude Oceanien et sted, i nogle af de områder, der var blevet
overskyllet af tsunamien i sin tid. Hendes mand var jo også noget inden for
asfalt, og sådan er der nogle par, der bare passer sammen.
Ja ja, Danida-Helene … Palmeø
og fed, skattefri hyre, den havde hun sgu regnet meget godt ud. Og de stakkels
børn? ”Jamen, de bliver jo firesprogede!” hævder enhver Danida-forælder og
prøver at få stoltheden over, at poderne bliver opdraget til at blive verdensborgere,
til at stråle kraftigere end den dårlige samvittighed over, at de ender som
rodløse skikkelser. Uden fædreland. Uden modersmål.
Men hende om det.
Mie var blevet ledt ind i det ”nye
anlæg”, som hun stadig kaldte det.
Det var i forbindelse med
totalrenovationen blevet fritlagt, tunet, stynet, fældet, og der var blevet
anlagt trappelignende terrasser ned til søen, lidt amfiagtigt, som om ænderne
stod for den betydeligste underholdning i den hårdtprøvede københavners
naturfrie liv. Brød og skuespil, havde romerne forlangt. Københavnerne gjorde
vel det samme, de gav børnene deres små naturskuespil, når de fodrede ænderne.
Bortset fra, det måtte man jo
så ikke længere. Fodre ænderne. Naturens balance. Rotterne. Søbunden der tog
skade og gik i gang med at overproducere alger, som kompensation, eller som
hævn, eller hvad det var. Ja, nu var også den hyggelige brødfodring blevet
forbundet med sundhedsfare.
Hvor Kloden dog egentlig kom
til at fremstå som en svag patient ...
Og imens blev hundene indlagt
på stribe med skum for munden og opsvulmede maver, fordi de var kommet til at
labbe forgiftet søvand i sig, hvilket alt sammen kunne ledes tilbage til
brødfodringen. Og derfor var der vel også opstået noget, der kunne minde om
ondt blod mellem hundeluftere, der skumlede forbi, og børnefamilier, der stod
og dvælede ved søen. Mie havde da her og der mærket et par onde øjne i nakken.
Hun kiggede sig omkring. Men nej, ikke denne dag. Hun var jo også uden børn.
Det var A. P. Møller-fonden,
der havde sponseret renoveringen. Og det var nydeligt gjort. Og det var klogt
gjort: Denne investering i en folkepark, og så Fælledparken af alle steder, hvor panserbasserne engang havde
tæsket arbejderne gule og blå.
Mie kiggede ud over søen.
Fulgte ænderne med øjnene. De var i parringsstemning, hvilket for dem var lig
med krigsstemning.
Og hun vendte tilbage til det tema:
Bygningen med de fingerede ulykker. Dummyerne der står på rad og række og venter
på at komme i aktion. De halvsmadrede biler, der står ude på parkeringsanlægget
– uden nummerplader – men motormæssigt i orden, og venter på at komme i aktion
med eller imod de ventende dukker. Alle disse potentielle skrækscenarier, som
der jo så sidder nogen og udtænker, og siden bringer op på møder: Skal vi køre
den og den scene af stablen? Eller den og den? Hvorefter man udvælger de mest
spændende og mest påkrævede og sætter dem i værk.
Se, alt er lyst og godt,
dummyerne kan læse i aviserne ved busstoppestedet uden at bruge lys! Men lidt
derfra står en gammel Golf uden chauffør. I tomgang. Og følg nu bare den
diskrete magnetskinne under bilen: Den fører ind i busholdepladsens skur. Og
den fortsætter ikke på den anden side, nej. Og dummyerne læser den samme side
igen og igen, mens de håber på en lille bemærkning fra en af de andre ventende.
Og det er i dette moment, at
Mie ser det, som ingen andre ser: Grisen. Den, der jo ellers for længst er
blevet annulleret som dueligt emne i de risikofyldte scenarier, men der sidder
den, halvt ligger, stablet op om puder i busskurets mørkeste hjørne og kaster døde
blikke efter den 8-årige dummy, der står og holder sin mor m/k i hånden.
Mie knyttede hænderne og
stirrede ned på ænderne.
”Nogen skal jo gøre det”, mumlede
hun sammenbidt. ”Nogen skal jo se farerne, før de kommer.”
Kapitel X (udsnit). I hvilket vi oplever Eske småfilosofere over den stigende forekomst af hestekød og den kuldsejlede danske model.
Eske kiggede på bunken af pizzabakker. Der var et sted mellem 15 og 20 af slagsen, nok snarere 20. Han orkede ikke at tælle dem. Men de udgjorde vel en slags lockoutkalender.
Eske og Mie købte pizza to steder: i det pizzeria, der lå tættest på, og som leverede ok pizzaer og så heller ikke mere, og så et, der lå lidt længere væk, et stykke ude ad Østerbrogade, og som vist nok var drevet af ægte italienere, eller i hvert fald af kroater, der forstod at sige buena sera på en måde, så man troede på, at de var italienere.
Uanset hvad: De muligvis semiitalienske pizzabageres pizzaer lå en del over standardpizzaen.
Hvad der også gav dem ekstra point var, at de stilbevidst, man kan vel netop sige: italiensk, undgik de mest sære blandingsprodukter på menukortet: pizza med kebab, pizza med salat og kartofler, pizza med remoulade og fiskefilet, pizza med havregrød, og hvad man ellers havde opfundet for at tækkes den lokale smag.
Og de muligvis semiitalienske pizzabageres skinke var sgu parma og ikke lyserøde strimler af hestekød. Eller hvis parmaen var skåret af skanken af en hest, var den i det mindste skåret tyndt og smagte, som den skulle, og var ikke overdrevent lyserød.
I øvrigt var det vel lige meget, om det var hest! Dyr var dyr, kød var kød. Mente Eske. Så længe det ikke var fordærvet, det sagde sig selv. Men Mie var ikke enig. Det var det tilbagevendende tema, når de spiste pizza, om det kunne være lige meget, eller om det ikke kunne være lige meget, hvilket dyr, der havde lagt krop til.
Måske var det hest? Og var det ikke kun godt? Var det ikke til dette polerede samfunds lykke, at man således ad den industrielle bagvej, ad profittens dunkle skovveje, genindførte det glemte, ukristne produkt? Hvem husker ikke scenen i Kongens fald, hvor Axel en vinternat i Sverige kommer til hedningens hytte og forelsker sig i hans dyrisk-erotiske datter? Og hvem husker ikke, hvordan Axel og de to primitive mennesker i den dybe, evige vinternat foræder sig i den nyslagtede hest, hvordan de beruser sig i dens kød? Åh, blodpølserne er så friske, at de sprænger, når man sætter tænderne i dem! (Ikke ulig Jensens prosa i øvrigt.)
Eske fik en tanke.
Eske fik en tanke.
Måske var det indsmuglede hestekød i den danske madplan skyld i forhandlingernes udanske sammenbrud?
Og måske var det hestekødet, der berusede denne Axel, denne lykkeridder, i skjorteærmer på Østerbro, og som man kaldte Eske? Der gjorde, at han blev dårligere til at huske sin mobiltelefon. At tænde for den. At lade den op. At tage sig af Ullas dreng. At huske hans navn, at huske at savne sine piger, måske var det hestekødet, der gav ham mod til at søge op i Ullas lejlighed og praktisere, hvad han nu praktiserede af udenomsægteskabelige sager.
***
Kapitel X. I hvilket Ulla aldeles uventet, men (netop derfor) på aldeles betagende vis får reklameret for sine slanke vrist.
De mødte Ulla på gaden foran
opgangen. Hun var ved at låse sig ind, havde stillet Nettoposerne fra sig,
ledte efter nøglerne i sin vinterfrakkes dybe lommer.
Det var stadig koldt i luften, og Ulla havde en stor, lidt
poset strikhue på hovedet. Hun havde sat den ungt, bemærkede Eske, den var
placeret så langt ude på baghovedet, at det nærmest så ud, som om den var ved
at falde af. Som så mange af de yngre kvinder, der benyttede sig af den type
hue, havde hun hurtigt forstået, at den indrammede ansigtsformen på en
fordelagtig måde. Hvis man altså havde et fordelagtigt ansigt. Hvilket enhver
unge pige sådan set havde. Visse 30-årige også. Herunder Ulla.
Både Eske og Mie ventede med at melde sig, hvilket var fejt,
fordi de havde frie hænder og skulle ind i samme opgang. Eske havde sådan set
allerede nøglerne klar i hånden. Men nogle gange er det meget godt lige at få
anledning til at lure lidt på folk. Hun kom jo heller ikke så tit til
fællesmøderne, Ulla, og kun en enkelt gang havde hun været til fælles gårddag.
Måske var det det, der gav hende en tilsyneladende dårlig
samvittighed over for fællesskabet, således hendes afmålthed over for de andre beboere, således hastværket i opgangen.
Men der stod Ulla altså og fumlede efter sine nøgler, og Mie
strakte den så langt hun kunne, inden hun meldte sig med et ”hej Ulla”. Den unge kvinde vendte sig forvirret mod dem.
Det var egentlig interessant, at Ulla smilte svagt, før hun
havde set, hvem det var. Eller i hvert fald var det interessant nok til, at Mie
noterede sig det. Hun havde altså tillid til sine medmennesker? Det lå sådan
set ikke i kortene.
”Jeg tror, Eske har en nøgle klar”, sagde Mie med et smil, som hun gjorde varmt.
Eske mumlede en hilsen og masede sig forbi Ulla, låsede
døren op og skubbede den ind i samme bevægelse. Han holdt den efterfølgende for
damerne, en lidt komisk situation i en senmoderne tid, selvfølgelig, som han da
også forstod at ironisere over, ikke med ord, men med sin holdning, han havde
ligesom fået et servilt knæk i hofterne, og ansigtet havde han lagt i
piccoloagtige folder. Han overvejede også at række hånden frem som for at få en
skilling, men hvis man overdrev det underspillede, fik man en sær kombination,
som Mie engang havde fortalt ham. Til en privatfest på Amager, hvor han havde
røget en lille bønne.
Ulla havde været gift med en alkoholiker, lød et af de rygter, som Malou havde viderebragt. De havde i tidernes morgen delt omgangskreds, og det var efterretninger herfra, der ligesom varede ved. Også fordi man manglede andet at
gribe i.
Og når man har været igennem sådan en omgang, vidste dem,
der havde haft alkoholisme tæt inde på livet, udvikler man en vis nøgternhed.
Mie lod sit blik feje over Eske, da Ulla skred forbi og gik op
ad trapperne, men Eske bestod, han havde for længst fæstnet sit blik på et
eller andet ligegyldigt punkt på døren, håndtaget for eksempel.
Mie holdt sig til gengæld ikke tilbage. Hun målte den vimse
skikkelse fra top til tå, og den tanke strejfede hende, at kvinder
ind imellem var ret gennemskuelige. Ulla gik selvfølgelig i
figursyet frakke, fordi hun vidste, at hun havde en fordelagtig figur. Ikke
sjældent bar kvinder deres stolthed så meget uden på tøjet, at de nærmest
blev nøgne af det. Det gjaldt vel også hende selv.
Da de nåede anden, hvor Mie og Eske skulle stige
af, skete det mærkelige, at Mie spurgte Ulla, om hun måske havde lyst til en kop
kaffe og en af de riskager med chokolade, som de lige havde købt. Og te havde
de jo også. Og at Ulla sagde ja. Mie prøvede at skjule sin overraskelse. Eske
prøvede bare at skjule sig.
Han vidste, at der nu opstod en serie af prøvelser.
Ulla smed frakken og støvlerne i entreen, hvilket efterlod
hende med en anden type kropsnært tøj end om sommeren, hvor kropsnærheden, for
ikke at sige de nøgne knæ og de nøgne fødder og bare skuldre, er tilpasset det
offentlige rum, hvilket alt andet lige gør sagerne mindre intime. Denne
vinterlige, stuelige indpakkethed, de tykke vintergamacher om hendes
frygtindgydende velformede fødder, den slanke midje i den lidt krøllede bluse,
BH-mekanismerne, der tegnede sig så tydeligt, de pludseligt blottede,
vinterblege underarme med de overraskende mange modermærker (og dér var oven i
købet et lille blåt mærke), denne hverdagslige tilgang til hendes private
legeme, var – Eske plirrede med øjnene – noget mere æggende, end den solbrune
udgave, man så skride igennem gården på en grillaften.
Eske svedte
som et svin al den tid, Ulla opholdt sig i deres stue. Når han sagde noget,
gjorde han det stammende, fordi han brugte al sin hjernekapacitet på ikke at kigge
ind under sofabordet, hvor Ullas fødder legede genert med hinanden. Men slankheden
i hendes storetå mærkede han sig, og da han om aftenen lagde op til sex med Mie
- og faktisk fik det - var det denne storetå han tænkte på, resten af Ulla var
for overvældende. * * *
Kapitel X. I hvilket vi følger Mie og Eske på spadseretur i Fælledparken.
De gik ned til børnenes minikøbenhavn, eller ”babyskyline”
som nogen kaldte det, den nye legeplads, der bestod af søde træversioner af
Københavns tårne. Den var blevet indrettet efter parkens komplette renovering.
I ”Frelser kirke” var der et lille klokkespil, bestående af fem klokker, eller
fem lyde i det mindste, der tonede, behageligt dæmpet, når man slog på nogle
nittelignende knapper på tårnets udenfor. I ”Rundetårn” var der indrettet
rutschebane. I hvert tårn var der forskellige features, smarte detaljer, der var populære blandt børnene. Fordi de voksne også syntes, de var sjove. Og fordi børnene dermed havde nemmere ved at få opmærksomhed.
Mange forældre nød muligvis også at lade poderne optræde som
en slags forstørrede mennesker, for ikke at sige små Napoleoner. Eller – hvis
man foretrak at referere til amerikansk populærkultur - som små King Kong’er.
Det var også et MiniKøbenhavn i den forstand, at man her
kunne betragte den københavnske befolkning i en art koncentrat, i hvert fald
den del af byen, der bestemte, hvordan den skulle se ud: tatoverede fædre, der
baksede rundt med store ladcykler, mens de førte meget høje samtaler med deres
børn om, hvad de skulle have at spise, og hvad ungerne havde lavet i løbet af
dagen. Den generation af fædre, der hi
fivede deres afkom. Og den generation af mødre, der fik fuldt udbytte af, at
det var blevet sådan.
”Se, der er Ingrid …” sagde Mie og pegede.
”Nå ja, det er hun da også”, sagde Eske og fulgte en lille
pige, der drønede over pladsen med sol i det lange, lyse hår.
”Hvor er hun blevet stor”, sagde Mie tankefuldt. ”Tror du vi
kan genkende vores børn, når de kommer hjem? De vokser jo meget i den alder.”
”Joeh, mon ikke ...”, sagde Eske.
Da pigen ramte en forælder i en hård omfavnelse, sagde han:
”Og der har vi … Æhm, Ingrids mor.”
”Trine.”
”Nå ja, Trine”, sagde Eske.
Mie lænere sig tættere ind til Eske og sagde:
”Det er egentlig et grimt navn, synes du ikke? - Trine?”
Eske trak på skuldrene.
”Aner det ikke”, sagde han.
”Jeg tror, det er fordi, det minder mig om ’tryne’”, sagde
Mie.
De kiggede lidt på mor og datter, Trine og Ingrid.
”Men hun er en god mor”, sagde Mie.
”Og hvordan er man en god mor?” spurgte Eske.
”Mmm - når man er der for sine børn”, sagde Mie.
”Ok, og er du der for dine børn lige nu?” spurgte Eske.
”Nej”, sagde Mie og kiggede på Eske. ”Men når de er her, så er jeg der for dem.
100%.”
”100%?”
”Ja, eller næsten 100%. Så meget man kan forvente af en
moderne forælder.”
”Ok”, sagde Eske.
Han vendte ryggen til MiniKøbenhavn og kiggede i stedet ud
over Fælledparkens vidtstrakte plænelandskab.
”Skal vi gå videre?” spurgte han.
Mie nikkede.
Da de havde gået lidt, spurgte hun:
Da de havde gået lidt, spurgte hun:
”Og hvad med dig? Er du der ikke 100% for dine børn?”
”Næ, hvis jeg kan komme op på 40%, så er jeg glad”, sagde Eske.
”Næ, hvis jeg kan komme op på 40%, så er jeg glad”, sagde Eske.
Mie kiggede forbløffet på ham.
”40%?” sagde hun.
Eske trak på skuldrene.
”Du er da mere end 40%, synes jeg”, sagde Mie.
”Men følelsen er 40%”, sagde Eske og sænkede farten lidt og
lagde armen om Mie. Muligvis for at få hende lidt op i tempo.
”Hvordan ’følelsen’?” spurgte Mie.
Hun fik ikke svar på spørgsmålet, for i det samme så de et forælderpar,
der kom imod dem længere fremme på stien.
”Hej Mie, hej Eske”, sagde den mandlige part.
”Nej, jamen dog”, sagde den kvindelige part, ”så mødes man i
parken”. Og hun sagde det med en
ironisk, dronning Margrethe-agtig diktion: Parr-ken.
De gik begge i kategorien ”søde”. Og til sammen udgjorde de
et ”herligt par”. De kendte dem fra andelsforeningen. De boede dog i en af de
fjernere længer, en af dem, hvor der var mindst sol.
Manden skubbede en Niholacykel. Nede i det runde lad sad en
dreng på godt 9 år med langt hår. Han nægtede sikkert at blive klippet, og han
fik lov til at nægte det. Kvinden trak af sted med sin cykel, på barnesædet sad
et barn og strittede og var fire ting: Hjelm, sut, store kinder og glinsende
øjne.
Mie måtte hen og napse den lille lidt i de røde kinder. Eske
fulgte efter. Han napsede dog ikke, han aede, som om han prøvede at glatte ud efter
Mies maternalske angreb.
”Og hvordan går det så med jer?” spurgte kvinden. ”Nyder I
at have afskibet de små til det store udland?”
Mie studsede. Rygtet havde åbenbart spredt sig.
”Åh jo, det har jo sine fordele. Når det nu ikke kan være
anderledes”, svarede Mie med et stort smil og slog ud med armene. ”Men vi er
altså også begyndt at savne dem, må jeg nok indrømme!”
”Ja, det kan jeg godt forstå”, sagde manden med Nihola-cyklen.
Han fastholdt sit blik på Mie. Hun ventede derfor på en fortsættelse. Den kom ikke.
Eske vågnede op. Han forstod, at hans præsens var påkrævet.
Eske vågnede op. Han forstod, at hans præsens var påkrævet.
”Ja, der er jo gang i den derovre”, sagde han. ”I Aarhus. Det
ene øjeblik er de i Den gamle By, det andet øjeblik er de ved stranden og i
skoven, ude ved, hvad det nu hedder. Marselisgård.”
”Marselisborg”, rettede Mie
”Marselisborg, ja”, sagde Eske. ”Og derefter er de … Et helt
andet eller tredje sted. Ja … Sådan er det, når man har aktive bedsteforældre!
Så er der sgu ikke noget med at sidde at loppe den!”
Og henvendt ligesom intimt-mandigt til Niholamanden sagde
Eske nu, at man jo nok skulle skære lidt ned på grillaftenerne og de våde
varer, hvis man skulle gøre sig håb om at være lige så frisk, når man selv
engang blev bedstefar.
Det var så en (lidt desperat) henvisning til en aften, hvor
de havde delt grillen nede i gården og var blevet lidt overrislede. Det måtte
være to somre siden. Tre måske.
Mie kom nu Eske til undsætning.
”Nårh, hvor er han
altså bare nuttet”, sagde hun og gik
hen til knægten i barnesædet igen. ”Er han blevet et år?”
”Ja! Vi holdt jo fødselsdag for en uge siden”, sagde moren og
vendte sig om og kiggede på den lille. ”Er det ikke rigtigt, lille skat?”
”Neeej”, sagde Mie. ”Så blev du et år, hva’? Til lykke, til
lykke!”
Og hun napsede igen den lille i hans kinder. Måske lidt for
hårdt. For han trak hovedet til side og protesterede med et benspjæt.
”Sådan en lille, lækker godbid”, sagde Mie, ”lige til at
hapse-bapse.”
Eske smilede forlegent. Det havde ofte undret ham, at
kvinder kunne glide helt over i kannibalistiske metaforer, når de blev
begejstrede for småfolket. På facebook kunne de uden problemer skrive ”Uhm,
lige til at spise” under et billede af en baby. Hvorfor kunne man ikke bare
sige, at drengebarnet var vellykket og så sundt ud? (For det var pudsigt nok
ofte drengebørn, det handlede om.) Den særeste kommentar han havde set, var en
eller anden kvinde, der under et nyopslået foto af et nisseklædt barn havde
skrevet: ”Ham der! Ham spiser vi til dessert bagefter :-)” – sigtende til en
forestående julefrokost.
Det var jo egentlig sindssygt, hvad man kunne slippe af sted
med, hvis man bare var rundhåndet nok med sine smileyer.
Og ikke var mand, selvklart.
Manden med Niholacyklen, der enten hed Uffe eller Ulrik, var
ikke meget for at slippe temaet. Hvad de så gjorde om aftenen? Om det så var nu,
man så alle de film og tv-serier, som man havde forsømt at se de sidste mange
år? Eller læste de bøger, som man havde stående på sin overoptimistiske
læseliste? Eller gjorde man noget ved lejligheden – børnenes værelse ikke
mindst – i deres fravær?
Han spurgte i en yderst venlig tone, det var ikke det. Men
hans kæreste trak med sit nysgerrige blik, der bestemt havde noget skeptisk i
sig, sagen i en vis retning.
Så Eske svarede henholdende. Og de vage svar druknede han
samtidig i en mild latter. Så han var sikker på, at parret intet fik med sig,
som de kunne bruge.
Den taktik valgte han, fordi han alt for tydeligt fornemmede,
at i den megen snak, der foregik rundt omkring, og som handlede om pasningen af
unger, hvad man gjorde af dem, og hvad man ikke gjorde af dem, i al den snak blev han og Mie ind imellem holdt frem som en slags
ekstreme eksempler. Som det par, der slet og ret havde skilt sig af med deres
unger. En uge gik an – men to uger i træk? Og det endda uden at fortrække
en mine og – tilsyneladende – uden udsigt til og – tilsyneladende – uden trang til at hive dem hjem igen?
Nej, det var lidt besynderligt. Blev man enige om.
***
Nej, det var lidt besynderligt. Blev man enige om.
***